I gennem århundreder har naturkræfterne mindet islændingene om at de er uberegnelige og at man bør vogte sig for dem. Uden nogen varsel revnede øen og lava og ildmøre begyndte at vælde op af ravnen I en forrykt dans.
Godt ti år før havde begejstrede tilskuere set hvordan en ny ø, Surtsey, dannedes fra jordens indre, sydøst fra Heimaey. Nu blev folk mindet om den samme ødelæggelsesmagt.
Udbruddet begyndte kl 1.45 natten til den 23. Januar 1973. Inden havde man lagt mærke til små uroligheder, men ikke noget som kunne være tegn om den hurlumhej som fulgte.
Det var guds lykke at hele øens fiskerflåde lå i havn på grund af dårligt vær dagen i forvejen, men på udbrudsnatten var været gået ned, var blevet godt med hensyn til årstiden og derfor gik det godt at flytte de næsten 5200 mand som måtte overlade sit hjem den nat til fastlandet.
Ganske få mennesker kunne bedømme realiteterne i det som viste sig, så hurtig gik det til med omvæltningerne.
I de næste måneder var der mage som så deres livsarbejde blive ødelagt af ild og lava. De få mænd som blev tilbage på øen havde dårligt nok tid til at tænke på andet end at redde det mest værdifulde og nødvendige fra ildebrand askenedfald og lavastrøm. Der var her mange, særligt unge mænd, som fik til opgave at slås med krævende opgaver, timerne sammen, dag og nat ud i eet.
Det var en helt anden realitet som ventede dem som kom til at opholde sig oppe på fastlandet. Disse som før var herrer i egen bolig måtte nu tage midlertidigt ophold hos fremmede og vente på det som skulle ske. Selv om det ved evakueringen havde sat øboernes udholdenhed og ro på prøve, kan man godt sige at belastningen øgedes de næste uger. Situationen var ved at gå op for dem og ingen vidste om de kunne komme tilbage til deres hjem.
Ligeledes bekymrede det mange at bygdens livsnærve, havnen, skulle lukkes af lavastrøm. Man kom hurtigt i gang med at forsøge at styre lavastrømen ved bygning af volde og med at afkøle lavastrømen ved at sprøjte vand på den. Det gik nogen tid inden man fik tilstrækkeligt mange kraftige pumper til opgaven, men det står klar at afkølingen af lavaen og andre redningsaktioner havde epokegørende indflydelse på at udfaldet ikke blev dårligere.
Det står ligeledes klart at selv om udbruddet i Surtsey stod på i fire og et halvt år og ingen kunne vide hvor når udbruddet på Heimaey holdt op tabte største parten af øens beboere aldrig troen på at kunne vende til bage. Man tog i mod loddefisk i den ene af øens fiskemelsfabrikker og rensning af de 1.0 mil. kubikmeter af aske som fald over byen gik godt. Udbruddet holdt op den 3. Juli 1973 og omkring 2/3 af øens beboere flyttede hjem i løbet af de næste måneder Opbygningen begyndte og så småt kom det daglige liv tilbage efter katastrofen.

Afkøling af lavaen
Allerede få dage efter udbruddets start kom professorerne Þorbjörn Sigurgeirsson og Trausti Einarsson samt geologen Leó Kristjánsson til Vestmannaöerne. De drøftede om man kunne hindre lavastrømmens fremskridning ved at sprøjte havvand på den hvis den på et tidspunkt skulle true indsejlingen til havnen eller selve byen. De første forsøg med at stoppe lavastrømmen med brandkorpsets vandpumper begyndte to uger efter vulkanudbruddet da lavastrømmen truende nærmede sig indsejlingen til havnen Disse forsøg gav så godt et resultat at man besluttede at fortsætte i større målestok med kraftigere pumper. Den 1. marts ankom sandpumperen "Sandey", som var i stand til at sprøjte op til 400 liter havvand per sekund på lavaen i op til 30 meters højde. Den 26. marts ankom endnu kraftigere pumper med fly fra USA, og de blev sat i drift den 30. marts. Det menes at der blev pumpet ca. 6.2 mill. kubikmeter havvand på lavaen og at man kan takke  denne indsats for at lavastrømmen ikke lukkede indsejlingen til havnen.  Omkring 75 mand deltog i at standse lavastrømmen. Det var et hårdt og ofte farligt arbejde, sem indebar  transport af slanger og rør tæt ind til den glødende lava. 
Men der skete ingen alvorlige uheld.

Hvad skal bjerget hedde?
Kort tid efter udbruddets begyndelse startedes en diskussion om et nyt navn på fjeldet og i en avisartikel kom der en efterlysning på et nav. Der kom mange forslag både til aviser og radio, men fleste ville nævne fjeldet Kirkjufell på grund af at det opstod ved gården Kirkjubær. Andre forslag var bl.a. Þrymur, Gribba, Bessi, Gámi, Glámi, Hrollur, Spáfell, Bæjarfell, Folda og flere, helt op til 30 forslag. Et udvalg på statens vegne, som finder frem til nye navne, vedtog et nyt navn som den meddelte den 24. April 1973, navnet var Eldfell, som er Vulkan eller Ildfjeld.

På grund af uoverensstemmelser med navnet og utilfredshed blandt øboerne opstod en misforståelse om ophavsmanden til navnet. Udvalget var ene om navnet men der var forsat flertal for Kirkjufell både blandt øboerne og videnskabsmændene.

Aktiviteter på land
Straks den første morgen tilbød Reykjaviks bystyre at stille et tre etager hus midt i Reykjavik kaldt Hafnarbudir frit til rådighed for Vestmannøboernes kommunalbestyrelse, så længe som mand havde brug for det. Huset blev straks taget i brug, kommunekontorets og byfogdens personale satte op interimistiske kontorer og forsatte deres drift i huset. Røde kors og andre hjælpeorganisationer fik inde i huset, hvor de som uvildig kunne assistere folk med mange ting.
Til at begynde med søgte folk oplysninger om familie, venner og bekendte adresser og lignende oplysninger. Ligeledes var der mange der søgte om tilladelse til at komme til Vestmannaøerne, men på grund af at mand begrænsede besøgende på Heimaey, skulle alle som ville en tur til øen søge tilladelse, også hjemmeboende øboere.
I løbet af de første dage begynde man at redde indbo fra huse på Heimaey og kontakten til hjælpetroperne var I Hafnarbudir, der søgte man ligeledes efter hittegods og andre ting som af en eller anden grund var blevet borte.
Man åbnede en kantine i lokalerne hvor kvindeklubben Heimaey stod for driften, allerede fra den 25 januar. I starten med assistance fra Hotelskolens elever, som stod for madlavningen.
Man forsøgte at formidle beboelser for de landflygtige og det viste sig at man fik til formidling mange slags beboelser, små og store lejligheder, enkeltværelser, sommerhuse og helt op til en koloni af sommerhuse som Ölfusborgir der fik 280 mand inde. Arbejdsformidling skaffede 200 mand arbejde.
Efter de første fjorten dage overtog kommunens personale største parten af arbejdet og det forsatte ind til oktober da kommunekontoret flyttede hjem og åbnede igen på Heimaey.
Røde kors åbnede en klinik på Heilsuverndarstødinn som skulle assistere og rådgive de landflygtige. Ligeledes støttede Røde kors driften af børnehjem i samarbejde med Kirkens nødhjælp og de stod for en ungdomsklub i Reykjavik.

Katastrofefonden
Katastrofefonden (Viðlagasjóður) blev stiftet med hjemmel af lov fra 7.Februar 1973. Folketinget valgte bestyrelsen statsministeren udpegede formanden og viceformanden af de valgte.
Fondens midler skulle komme fra en ekstra procent skatt på alle betalendeog to procent ekstra moms for et år til at begynde med. Tilskud til katstrofefonden kom fra de andre nordiske lande da de skænkede 100 mill. Dkr til Fonden. Senere viste det sig at disse midler var omkring 25% af Fondens udgifter
Fonden overtog alt arbejde på Heimaey, redningsarbejde af en hver art, redning af værdier, beskyttelse af egendomme og andre værdier, afkøling af lava og senere rensning af byen.
Fonden virkede ligeledes som et forsikringsselskab, betalte erstatninger for tabte huse og lejligheder, betalte erstatninger i henhold til vurderinger af beskadigelserne af de huse som forsat stod på sin plads. Fonden betalte ligeledes erstatninger for tabt eller beskadiget indbo.
Af de 1349 familier som overgav Øen blev 900 familier assisteret af Fonden med husly på 30 forskellige steder på landet og for at forcere udviklingen stod fonden for at inportere 542 beboelseshuse fra de nordiske lande. Efter et rundspørge blandt Øboerne, placerede Fonden disse huse rund omkring i landet. Ligeledes byggede man 46 lejligheder i Reykjavik og omegen.
Fonden besluttede i august måned at støtte opbygning af Vestmannaøerne ved bl.a. få Øens største arbejdspladser i gang. Endvidere betalte Fonden for hjem flytning af indbo og støttede familier med et fast tilskud de første måneder.
Fra den første oktober 1973 overtog kommunen alt arbejde som Katastrofefonden havde stået for.